Vi flyttede til Jylland.

Dette er vor historie om at flytte fra Helsingør til Nr. Søby ved Skive, Jylland.

Det hele startede med er Lasat modem.Lasat modem Jeg havde købt et nyt Lasat 52 Kb modem. Det skulle prøve og da det kørte over fastnettelefonen skete det sent en aften. Det fungerede fint (efter datidens teknik). Jeg surfede lidt rundt og havnede tilfældigt på en hjemmeside for HOME. Her kunne jeg finde alle de huse som HOME havde til salg.

Jeg syntes det kunne være sjovt at se, hvor mange informationer jeg kunne finde i en sagsmappe.

Jeg havnede på en side med et hus i Nr. Søby. Jeg havde ingen idé om, hvor det lå, men da jeg så billedet af huset, var der noget der sagde mig, at det skulle jeg kikke på. Jeg fandt billeder, tegninger og økonomi på hjemmesiden, og jeg kunne også bestille en salgsopstilling, der så ville blive sendt til mig. Så det gjorde jeg.

Det var i 1998. Vi havde overhovedet ikke talt om at flytte. I 1982 havde vi bygget et lavenergihus som vi var meget glade for. Energiforbruget var ekstremt lavt, til gengæld var renten på kreditforeningslånet høj, 18,5 %.

Jeg fortalte familien, at jeg havde rodet rundt på internettet og fundet et hus i Jylland. ”Så hvad siger I til at flytte til Jylland?” De tog det selvfølgelig som en spøg. ”Du har så mange skøre idéer, så hvorfor ikke?” Det siger de aldrig mere. Tre måneder sene boede i Jylland!

Vi fik salgsopstillingen og tegningerne. Det var et stort hus, over 200 kvadratmeter og grunde var også stor over 1.500 kvadratmeter. Og så var det i et plan. Vi havde konstateret, at vi havde et problem i vort nybyggede hus da det er i to plan. Vor faster på 75 år havde problem med at komme op ad trappen til 1. sal.  Helt galt var det, at vor hund, der var blevet 17 år heller ikke kunne komme op ad trappen. Så vi havde besluttet, at hvis vi nogen sinde skulle flytte, eller bygge ny, så skulle det være i et plan.

Som sagt havde vi ingen planer om at flytte, og havde heller ingen grund til det. Men vi havde muligheden.

Jeg kunne sikkert finde ud af det med mit arbejde, jeg arbejdede alligevel en del i Nordjylland, Min hustru, der arbejdede inden for sundhedsvæsnet, havde sagt nej til yderligere nedskæringer i arbejdstiden og var blevet fyret. Min søn var lige blevet færdig som soldat, og skulle i gang med en IT-uddannelse, og min datter (og senere svigerdatter) gik på 2 år på handelsskolen. Min hustru havde ikke længere familie i byen. Jeg havde stadig min familie i byen. Vor omgangskreds var begrænset, men børnene havde deres venner. Vi talte meget om det.

Vi vidste hvad vi havde, men ikke hvad vi lille få. Kunne vi trives i Jylland? Hvad med arbejde til min hustru og børnenes uddannelse? Der var mange ubesvarede spørgsmål.

Vi besluttede at min hustru og jeg skulle tage over og kikke på huset, så vi fik en aftale med sælgere, og tog færgen over en weekend. Vi havde lovet børnene at tage mange billeder, som vi kunne kikke på. Min kommende svigerdatter havde fortalt, at hvis vi flyttede, ville hun gerne med. Så der skulle være plads til 3 voksne børn i huset.

Vi fik lov til at gå rundt i og omkring huset. Vi kunne se, at der skulle laves en del arbejde på huset, det var trods alt 25 år, så vinduer og døre skulle skiftes. Der skulle også mere strøm i huset, der var slet ikke nok stik til alt det elektronik vi havde. Der skulle også paraboler op til TV. Der skulle ny brændeovn på og ny storsten.  Men der var muligheder i huset. Ved at fjerne en væg, flytte en dør m.m. kunne vi indrette det med et stort værelse til min datter, og to værelser til min søn og svigerdatter.

Vi kom hjem med billederne og diskuterede endnu engang SKAL – SKAL IKKE??

Vi kunne ikke beslutte os, så vi aftalte at vi alle skulle tage over og se på huset. Vi kunne se muligheder, men viste hvad vi havde. Kunne vi trives i Jylland? – på landet? Hvad med familien og vennerne?

Vi var ikke i tvivl om, at hvis det er ”rigtige venner” så holder de ved. Familien ville selvfølgelig blive ked af det, hvis vi flyttede så langt væk, men så havde de et sted at komme på besøg.

Hvad med pigernes skole? De var ikke i tvivl om, at det ikke ville blive noget problem (det blev det!).

De havde en god IT skole, så det var ikke et problem for min søn at starte der, hvis han kunne forstå sproget.

Det blev til mange lande diskussioner. Vi kunne jo ikke vide, hvordan det ville blive, og kunne vi trives?

Engang imellem viser der sig nogle muligheder i liver. Er dette en af dem?

VI GØR DET!

Beslutningen var truffet. Vi fik skrevet slutsedlen til overtagelse 15. juli. Så gik det stærkt.

Vi fik sat vort dejlige hus til salg. Vi besluttede at pigerne og jeg flyttede over i huset d.1. juli og gå i gang med at ordne de ting vi havde besluttet der skulle laves. Alle vinduer og døre skulle skiftes, så jeg havde opmålt dem den sidste gang vi var i huset og jeg havde fundet ud, hvilke firma der skulle leverer dem og hvordan de skulle se ud. Jeg havde sendt tegningerne til firmaet og de havde givet en pris der var ok. Så jeg kontaktede et lokalt tømrerfirma til at monterer vinduerne og døre. ”Er det ok at jeg tager ud og kontrolmåler”, spurgte direktøren. Selvfølgelig var det det. ”Skal vi så ikke også leverer dem, vi har i forvejen et samarbejde med firmaet” Det var de helt i oden med mig, hvis det er til samme pris. Det kunne jo være at de fik lidt provision for at leverer dem, og det var da helt i orden. ”Hvad så, skal jeg sende et aconto beløb?” Vinduesleverandøren skulle selvfølgelig have et aconto beløb, da det ikke var specielfremstillede vinduer. ”Nej, du tror vi kan udfører arbejdet, så tror vi på at du kan betale”. Sikken en positiv indstilling.

Vi ville ikke flytte alle møbler i vort hus. Det ser bedre ud at det er møbleret, når det skulle vises frem. Min søn havde et job han skulle have afviklet, og min hustru blev i huset så hun kunne fremvise det, hvis der kom interesserede. Der var startede en storkonflikt i Danmark, lige efter vi havde sat huset til salg. Kunne vi nu sælge huset?

Vi fik samlet værktøj og de mest nødvendige til pigerne og jeg, så vi kunne bo i huset, mens vi gjorde det i stand.

Og så drog vi til Jylland. To biler med trailere, værktøj, madrasser og det mest nødvendige vi skulle bruge til at ordne det vi havde besluttet.

Det var d. 15. juli, dagen efter Storebæltsbroen åbnede. Vi holdt et stop på Fynsiden lige ved broen, hvor opmarchbåsene til færgerne var, fik en kop kaffe og nød synet af det fantastiske kunstværk, inden vi fortsatte vestpå. Da vi kørte ind på A26 efter Viborg gik vejret amok, der blev trukket et mørklægningsgardin over himlen, regnen stod ned i tove og det lynede og tordnede. Vinduesviskerne kunne ikke følge med så vi måtte holde ind til siden. Var det et forvarsel på det der ventede os? Vi var virkelig kommet til ”det mørke Jylland”.

Vi kom til huset og fik ordnet papirarbejdet, og fik tømt biler og trailere, og gik i gang med arbejdet.

Så gik vi i gang.

Vi startede med at fjerne beklædningsbrædder i udestuen. Derefter gulvtæpperne i værelserne. Der var fugt under det, hvor den tidligere ejer havde haft en vandseng. Vandsengen var smidt ud i baghaven. Jonna og Brian blev i weekenden og tog tilbage til huset i Helsingør. Brian havde stadig sit arbejde som livredder i Helsingør Svømmehal og Jonna skulle passe huset indtil det blev solgt. Vi havde jo den udfordring, at vi var midt i storkonflikt i Danmark, hvor ca. ½ million danskere strejkede og hvor danskerne hamstrede gær. Det var derfor svært at forudsige, hvornår vi kunne forvente at huset blev solgt.

I weekenden fik vi fjernet den gamle og utætte Morsø støbejerns ovn og det murede podie den stod på. I mellem stuen havde den tidligere ejer opsat bjælker i loftet og lister mellem bjælkerne. Det var 4×4 tommer bjælker der var malet brune, så det var derfor en meget mørk stue og bjælkerne gjorde at stuen virkede meget »tung«, derfor havde vi besluttet at fjerne dette »falske« loft.

Det var ikke så nemt, for de var muret ind i væggene og fastgjort til spærfoden i loftet med stålbøjler. Men det lykkedes og gav brænde til den nye brændeovn vi havde købt.

Vi havde planlagt at slå to værelser sammen til Tanja, så hun fik et stort værelse, og indrette to værelser til Susan og Brian, så de fik et arbejdsværelse og et soveværelse, så der skulle laves hul til en dør mellem værelserne og blændes en dør.

Så pigerne og jeg gik i gang med at tilpasse huset til vort behov. Susan bankede hul i væggen mellem de to værelser de skulle have, og Tanja fjernede hele væggen mellem de to værelser hun skulle bruge. Jeg gik i gang med at lave en ny væg med en dør ind til gangen og retablere den væg hvor brændeovnen havde stået. Vi havde fjernet den »pynte« murstensvæg der havde været bag brændeovnen og havde skjult en dårligt blændet dør til gæsteværelset. Der var ændret en del i huset, siden det var bygget i 1972. Bl.a. var køkkenet og hovedindgangen flyttet og den entre der havde været ved den tidligere indgang var inddraget i den nye store stue som det tidligere køkken, gang og mellem-gang  var blevet til.

Vi havde også besluttet at installerer mere el. i huset og udskifte gruppetavlen. Der var kun to stk. 10 Amp sikringer og en 3-faset gruppe . Vi ville gerne have fordelt forbruget over flere grupper og få flere el-udtag med jord til bl.a. computere m.m.

Pigerne skulle starte på 3. semester på HHX uddannelsen og Brian på IT- uddannelsen. Så de havde brug for computere til deres arbejde og det havde jeg også brug for.

Så der blev hugget huller til el-dåser i alle værelserne. Vi var så heldige at Niels-Jørgen havde tilbudt at hjælpe med etablering at en ny gruppetavle og trække kabler rundt i alle værelserne. Det var en rigtig stor hjælp, at han brugte en hel weekend på at hjælpe os. Han kikkede også på den gamle el-installation, men opgav at begynde at ændre på den. Der var brokket mange ledninger sammen i dåserne og da huset var bygget, brugte man sorte ledninger som »NUL«, så der var både sort og blå som NUL ledninger.

Så vi fik etableret mange flere el-udtag med jord og fordelt den på flere grupper.

Vi skulle også have TV stik i rummene. Vi opsatte to store paraboler til at modtage signaler fra sattelitter og da det var analog signaler opsatte vi en fordelerboks og trukket antenneledninger ud til alle TV-stik i værelserne.

Mens vi var i gang med ombygningerne fik vi en invitation fra Bentas der ejede det cafeteria der lå lige over for huset. Hun fyldte 60 år og vi var inviteret til fest i forsamlingshuset. Det blev vi selvfølgelig meget glade for, men vi havde jo ikke noget festtøj med og vi havde også besøg af Niels-Jørgen der hjalp med el-arbejdet. Men vi skulle bare komme og selvfølgelig var Niels-Jørgen også velkommen.

Det blev en rigtig hyggelig lørdag aften, hvor vi hilste på de ca. 60 familie medlemmer, venner og naboer.

Vi fik muret alle huller til i væggene. Der var bl.a. 15×15 cm »klap« ventiler i værelserne til frisk luft, men da de nye vindure var med friskluftsventiler, var de ikke længere nødvendige, så de blev lukket. Væggene og lofterne blev slebet og spartlet og klatgjort til opsætning af tapet dr skulle males.

Vi arbejdede fra tidligt morgen til meget sent aften, og selv om vi sov på madrasser på gulvet havde vi ikke problem med at sove. Vi var meget trætte.

Til Helsingør.

Mens vi var i gang med ombygningen passede Brian jobbet i svømmehallen og Jonna havde kontakt til ejendoms mægleren omkring fremvisning at huset. Sita blev i

Helsingør. Det duede ikke at have hende rendende når der ikke var vinduer eller døre i huset. Ca. 14 dage efter Jonna var taget tilbage til huset i Helsingør, ringede hun en søndag og fortalte, at der ville komme et ægtepar og kikke på huset, og vist nok var interesseret i at købe det, så det ville være en god idé at jeg kom til Helsingør. Jeg var ikke interesseret i at tage turen, hvis det ikke var seriøse købere, men det mente hun det var. Så jeg tog en meget tidlig færge så jeg kunne være i Helsingør kl. 10.

Ægteparret kom også sammen med ejendomsmægleren, og det viste sig, at hun havde en færdig kontrakt med, der blot skulle underskrives.  Det var helt fint, men de ville gerne overtage huset 1. august, så vi havde 8 dage til at rydde huset, så det skulle gå stærkt. Jeg blev i Helsingør, fik hentet en stor stak flyttekasser og pakkede. Der var ikke tid til sortering, det skulle bare i kasser. Heldigvis fik vi stor hjælpe at Hanne og Peter. Jeg fik aftalt med en fragtmand der havde en 50 em flyttevogn, at han skulle komme og fylde vognen og så fyldte både Hanne og Peters bil og vor egen. Det kunne lige være der, vi måtte smide de sidste ting ind over bagklappen på flyttevognen og så klappe den i. Vognmanden ville køre over om natten og vi tog en tidlig færge og vi kom samtidig over til huset.

Straks vi havde parkeret og Vognmanden bakket flyttevognen ned i indkørslen kom naboen med en sækkevogn og hjalp med at bakse flyttekasserne ind i udestuen. Vi blev enige om at sætte alle kasserne der, og så stille og roligt pakke kasserne ud. Vi havde jo ikke haft tid til at mærke kasserne med indholdet. Så vi vidste ikke hvad der var i kasserne.

Så i lang tid efter vi var flyttet ind havde en et udtryk når vi ikke kunne finde noget: »I en radius af ca. 15 meter!«

Håndværkerne.

Vinduerne var allerede ankommet da vi kom. Dagen efter kom håndværkerne. To garvede håndværkere. De sad og drak en kop kaffe klokken ti minutter i syv. Klokken syv var de i gang med at pille de første vinduer ud. De talte ikke meget, det var ikke nødvendig.

Klokken ni var det tid til frokost, så jeg havde lavet kaffe og friske rundstykker. Jeg vidste fra min håndværkertid, at det var godt at servicerer håndværkerne godt, og få en god snak med dem. Det gik også fint den første og anden dag. Men tredje dag ”Nej tak, mor har givet mig kaffe med, og hvis jeg ikke drikker den, får jeg ikke kaffe med næste gang”. En pæn måde at fortælle mig, at de så sandelig ikke havde tid til at sidde og drikke kaffe.

Der blev arbejdet effektivt fra klokken syv, de gamle vinduer blev lagt på vor trailer, så vi selv kunne kører på genbrugspladsen, mens de fortsatte med udskiftningen, så det gik hurtigt med at blive færdige.

I skole

Pigerne var jo i gang med HHX på handelsskolen i Helsingør og skulle så fortsætte på handelsskolen i Skive, så de cyklede de 8 km til handelsskolen hver dag.

Og det blev en udfordring at tage det sidste semester  Skive. Det viste sig, at man var langt længere fremme i stoffet, end de havde været igennem i Helsingør. Så det blev virkelig udfordrende for dem, med meget hjemmearbejde. Men de kom igemmen begge to, så de kunne holde en fin afslutning med studenterkørsel.

Brian var jo interesseret i IT, en interesse der startede med en Commandor 16, gul mono chrom skærm og båndstation. Så det var naturligt for han at starte på HTX studiet på IT linjen. Det blev starten til »Nørdgruppen« og en studietur til Findland.

Efter skolerne startede Susan på pædagog uddannelsen i Viborg, Tanja på uddannelsen til fysioterapeut og Brian fik arbejde hos Lyngsø Industri i Aars.

Kalkunen

Siden min hustru og jeg flyttede sammen, har vi haft tradition for at spise kalkun til jul. Vi havde fundet en rigtig god opskrift på farseret kalkun og den havde vi brugt i mange år. Vi købte en kalkun på fire et halvt til fem et halvt kilo og fyldte ca. et kilo fars i dyret. Det passede fint til 6-8 personer. (opskriften bag i bogen).

Så selvfølgelig skulle vi også have kalkun til jul, nu vi var flyttet til Jylland. Vi købte selvfølgelig friske æg hos en lokal landmand, og jeg havde set, at han havde sat nogle kalkunkyllinger ind blandt hønsene. Derfor spurgte jeg om  jeg kunne bestille en kalkun til jul. Det kunne jeg, han havde to tilbage der ikke var reserveret, så han ville ringe i begyndelsen af december, når de var slagtet og klar.

I begyndelsen af december ringede han også. Kalkunen var klar til levering. Jeg hentede den på vej hjem. Han havde den liggende, plukket og renset for indmad. Der var to stk. ”Du får altså ikke den store. Det er til min søn, han får gæster til jul så de bliver 8 til middag. Den ”lille” som jeg fik vejede ”kun” 12 kilo. Den anden vejede 17 kilo. Den lille fyldte en stor flamingokasse. Den kunne lige være i bagagerummet i Mazda’en.

Jeg kom hjem med den og stillede den på køkkenbordet. Familien stirrede på den: ”Hvordan kan vi stege den, den kan jo ikke være i ovnen?”  Jeg kunne huske fra min barndom, at man kunne få bageren til at stege en gås juleaften. Var det en mulighed?

Vi blev enige om at udskyde problemet og spise aftensmaden. Derefter pakkede vi den ind i husholdningsfilm – der gik to ruller til – og stoppede den i fryseren. Så var problemet gemt væk.

Vi tog kalkunen op af fryseren 22. december så den kunne tø op til den 24. Vi havde besluttet ikke at farserer den som vi plejede. Der var nok plads til 3 kilo fars. Da den var tøet pressede vi den lidt flad, så kunne den lige gå ind i ovnen på nederste rille. Vi plejede at komme en flaske vin og samme mængde vand i braderpanden, så den ikke blev tør. De skulle steges efter ”vidundermetoden”. Vi regnede med ca. 5 timer ved 200 grader. Så kunne den stege, mens vi var i kirke.

Efter en halv time brød braderpanden sammen. Varmen havde gjort den så blød at den ikke kunne bære vægten af kalkunen. Vin, vand og fedt fra kalkunen flød ud over hele køkkengulvet.

Vi fik samlet kalkunen op og placeret braderpanden på bunden af ovnen og stegte den de 5 timer.

Den var fantastisk flot da den hel kom ind på bordet, lige som de kalkuner vi set på amerikanske fim med ”Thanks Giving”. Vi spiste kalkun mellem jul og nytår!

Havebassinet

En af de ting jeg syntes klædte haven var en stort havebassin. Midt i bassinet var placeret ne stor sten med hul i, så der kunne pumpes vand op igennem. Langs kanten var også vandplanter, så det så rigtigt godt ud. Der var også guldfisk i bassinet. Ofte bliver fiskene taget af de fiskehejre der holder til i områder, men da der var store træer omkring haven, havde de svært ved at lande i haven. Guldfiskene var ikke så sky, og kom når vi fodrede dem. De kunne næsten spise af hånden. Den ene var rigtig stor så pigerne kandte den »Fru Frede Holger«, Holger fra bøgerne “Find Holger”.

Vi havde meget glæde – og problemer med dette bassin.

Det var støbt på steder og på et tidspunkt blev det utæt, så vi måtte fange fiskene og tømme bassinet. Vi havde beslutter at udskifte cementen med en rigtig bassindug, som vi også havde købt. Så vi gik i gang med den store hammer og kom igennem cementen, for blot at konstaterer at der lå endnu et lag under det første. Da vi slog hul på dette opdagede vi endnu et lag. Altså 3 lag, hvor man blot havde lagt et lag aviser over det tidligere og støbt et nyt. Det blev for meget, så vi ringede til Børge der kom med rendegraveren og en container. Det tog et par timer at fjerne al cement og grave et pænt stort hul.

Så nu kunne vi fore med et 10 cm lag mineraluld for at forhindre sten og lign. at ødelægge gummidugen og lægge den nye gummidug i hullet. Nu have vi et stort bassin på 30 m³ med 90 cm i den dybe del så den var frostfri.

I løbet af årene bøvlede vi meget med bassinet og det renseanlæg, der skulle fjerne alger m.m. Vi byggede en bro og omlagde bassinet flere gange.

Men bassinet gav liv i haven.

Fiskebord

Vi havde hørt meget om det »Fiskebord« der bliver afholdt i Nr. Vorupør, og besluttede at prøve det.

Det viste sig, at det er en aftale mellem sportsklubberne i kystbyerne at man afholder fiskebord på skift. D.v.s. de starter i Nr. Vorupør, så Klitmøller og slutter i Hanstholm med et stort kaj-bal. I 1999 kunne man ikke bestille plads, men måtte stille sig i kø for at få plads.

Det afholdes i de lokale auktionshaller, evt. suppleret med et party telt. De lokale fiskere levere råvarerne fisk og skaldyr og husmødrene der tilbereder retterne. Og det er rigtigt mange retter, og mange fisk og skaldyr vi aldrig havde smagt.

Overskuddet fra arrangementet går til sportsklubberne.

Her er Tanja’s oplevelse:

Fiske – ta’ – selv – bord i Vorupør 17. Juli 1999.

En sjællænders oplevelser.

Det foregår i en lille havneby, der minder om Hornbæk, bare hyggeligere (også med hensyn til turister), med små søde huse med masser af plads omkring. Store klitter og rigtig lugt af Vesterhavet, som det nu lugter en dejlig lørdag eftermiddag med masser af solskind og en let brise. Byen hedder Nørre. Vorupør.

Vi skulle ikke lede efter en parkeringsplads – vi er jo i Jylland, uden for storbyerne. Vi gik det lille stykke og stod så i køen ved festteltet.

Nu må du ikke tro det var en af de køer, hvor folk står langs en væg med graffiti, er sure og står og jogger hinanden over tæerne. Næ! Vi stod alle i en uformel hyggelig kø og hyggede os. For her i Jylland er men ikke så formel. Vores udsigt i køen. Vil jeg ikke tale for meget om. Ejendomsprisen på det aktionshus, hvor vi skulle spise i, ville stige mange hundrede procent, hvis politikerne opdagede, at det ligger ved vandet med en pragtfuld udsigt.

Og dog! Mellem aktionshallen og Vesterhavet er kun stranden. Her lå to kuttere og solede sig, lige som to hvalrosser, med halerne i strandkanten så den kunne blive lidt våd og køle lidt.

Så gik det løs! Det begyndte at rykke i den uformelle og hyggelige kø. Vi bevægede os fremad. Man betaler inden man får maden – ganske som på Mc. Drive –

Som kvittering for betalingen fik vi et bånd om håndleddet – ligesom ved festivaler. Da det var ”alt godt fra havet”, var farven selvfølgelig blå.

Så fik vi den første, meget praktiske, oplysning ”Husk at tage bestik med jer”. Jeg ved ikke hvordan du har det, men jeg sætter nu pris på ikke at skulle spise fisk med fingrene. Vi myldrede frem og fandt et bord som vi satte os på. Altså ikke bogstaveligt , der var stole..

Bordet var selvfølgelig dækket med en blå dug, så vi rigtig kunne mærke, at et var fisk, der var temaet. Ikke fordi fisk er blå, men vandet de bor i er blåt (når det er rent).

Til sådan et fiskebord, bliver der selvfølgelig også serveret drikkelse. Nu er der jo nogen der er mere søstærke end andre. Og til orientering for eventuelle svenskere der vil prøve at drikke dette fiskebord, så ”går men ikke under bordet” som de normalt gør, her ”går man på grund”.

Vi var ikke alene ved vort bord. Der sad også et, meget stille par og nogle meget muntre feriefolk. Deres humør var proportionalt med antallet af små glas.

Der var meget trangt i aktionshuset, det ville ikke være helt galt, hvis jeg sagde, at vi sad ”som sild i en tønde”.

Nu kan jeg betro dig, at efter at have stået i en hyggelig uformel kø i 15 minutter, med et temposkift til at myldret ind for at få et bord, havde jeg oparbejdet en god appetit. Så jeg rejste mig, og efter at have navigeret mig frem mellem den bølgende folkemængde kom jeg endelig frem til det, det hele handlede om FISKE – TA’ – SELV – BORDET! Eller rettere bordene. Der var nemlig to store borde.

Jeg begyndte min ”tur de’ fisk”. Min første fangst var et fint stykke gravet laks, så fangede jeg et par fiskefrikadeller, et stykke fiskeroulade og et stykke krydret makrel, så kunne der ikke være mere på min paptallerken. Og jeg havde ikke engang været halvvejs rundt om det ene bord. At sno sig tilbage til sin plads, med en overfyldt paptallerken er lidt af en kunst. Jeg vil snarere kalde det et lille mirakel, at de delikatesser jeg havde indfanget, stadig var indenbords på min tallerken, da jeg kom tilbage på min plads.

Jeg tilbragte bogstaveligt den næste time i fiskenes tegn. Der var dog nogle af ”delikatesserne” jeg var lidt skeptisk over for at tage indenbords.

Vil du ikke være lidt betænkelig over for at sætte tænderne i en røget pighaj? Man ved jo ikke om den stikker! Men den kan sikkert bruges som tandstikker. Eller hvad vil du sige til et stykke havkatfilet? Vores nabo har en kar, der ligner noget Vesterhavet har skyllet ind på en af dets dårligste dage. Men ligefrem at pelse den, skære den i skiver og stege den …. Nej! Det kunne jeg ikke sætte tænderne i.

Jeg fik dog senere at vide, at en havkat rent faktisk er en fisk, og det siges den smager rigtig godt.

Så var der live musik til maden – altså ikke til maden, men til os. Det kom fra et skippeklaver der var monteret på maven af en lille mand. Det var ikke ligefrem dinnermusik han spillede. Ofte spillede han sange der opfordrede til at hælde noget i halsen, det forstod folk, selv om det var svært at høre, hvad han sang. Men de hældte ned. Det må have været noget farligt de drak, for efter kort til, led de fleste af munddiare.

Nå men når man har fået noget fast føde indenbords, så skal der ….

Jeg satte kurs mod toilettet. Nu vil du nok springe hurtigt videre af ren høflighed, men det må du endelig ikke. Forude på toilettet kunne man hente nyttig viden. Her stor to damer og snakkede og den end fortalte den anden, at i Tyskland koster det 50 pfennig at benytte et toilet! Men her i Jylland er det gratis!

Hvilken lettelse. For jeg havde ikke 50 pfennig med.

Jeg gik tilbage til bordet i aktionslokalet, og tog så min anden tur til FISKE – TA’ – SELV – BORDET. Nu var der jo plads til noget mere.

Hvis jeg nu sprang det over jeg havde taget – og det jeg havde valgt fra, var jeg nu halvvejs rundt om bordet.

Jeg fyldte endnu engang en ny paptallerken, og navigerede tilbage til min stol.

Mens jeg sad og spiste, fik jeg lidt ondt af musikeren. For lige meget hvor meget han hamrede på tangenterne, så prøvede folk at overdøve ham. Til sidst blev det for meget for ham, så ham spændte maveorglet på og begyndte at gå med mellem bordene. Og så fik han sin vilje – folk begyndte at synge – i takt med hinanden.

Det var noget med at vi sejled’ op ad åen ….” Det passede ikke lige til forholdene, for der var ingen å. Men så tog vi hinanden under armene, og så bølgede hele hallen som

Vesterhavet i storm. Nu er jeg ikke særlig søstærk, så jeg tog et solidt greb i min stol, klistrede et smil på læben og sang med. Men jeg slap ikke stolen, før alt stod stille igen. Det tog nogen tid, for jyderne elsker at synge. De sluttede med en skål, og jeg ville jo ikke fornærme nogen, så med rystende højre hånd fangede jeg glasset, stadig med min venstre hånd klamrende til stolen.

Det gik nu ikke så lang tid, så var jeg oven vande igen, men en sej kamp var det.

Nu nå du ikke tro, at det skyldes alkohol jeg havde drukket. Jeg kan med hånden på hjertet sige, at jeg drak Cola hele tiden. Jeg har bare aldrig været særlig søstærk.

Efter en times tid i meget folkeligt og hyggeligt selskab rundt om FISKE – TA’ – SELV – BORDET, blev vi enige om, at gå en tur ud på molen, inden vi satte kursen hjemad.

Vejret havde ikke forandret sig – det var pragtfuldt. Vi gik en hyggelig tur ud til enden af molen, og tilbage igen. Det er mest praktisk, for man kan ikke komme længere, uden at falde i vandet. Alligevel blev vi drivvåde. Vi ved alle at Vesterhavet kan ”vise tænder”. Det var denne dag en af de mindre tandundersøgelser, faktisk kun en tandrensning. 10 vilde heste får mig ikke ud på molen, den dag, der skal trækkes en tand ud.

Nå! men vi tørrede på vejen tilbage til parkeringspladsen, hvor vi lettede anker og satte kursen hjem mod vor tørdok.

Men alt i alt en yderst mættende dag.

Hilsen Tanja Rønberg

Dabs

”Dem tarre æ di bejst – men dem våde æ di flejst!”

(De tørre er de bedste – men de våde er de fleste!). Ja, det er svært at holde fingrene fra tørfiskene, også inden de er helt færdige. Fristelsen til at smide haveredskaberne og sætte sig på en bænk, med lommekniv og en øl bliver let alt for stor.
Det er simpelthen lykken – først skal fisken flås, siden listes det tørre og salte kød af benene og så er det tid til at gumle på godbidden. Lugten er ikke den bedste, men det smager himmelsk af fisk og hav. Til at klare saltet, er det efterfølgende nødvendigt med en god tår pilsnerøl.

Hvad er tørrede dabs for noget?

Bakskuld eller Isninger d.v.s. fladfisk i familie med rødspætten og skrubben som

saltes, og hænges til tørre.

I gamle dage var tørret dabs vinterens forråd. Datidens form for køleskab og fryser.

De blev opbevaret på loftet eller på indersiden af skorstenen inden de blev kogt.

Hver familie har deres egen opskrift og fremgangsmåde. en metode er som følger:

25-30 kilo Isninger eller Bakskuld. 2,5-4 kilo groft salt.

Fremgangsmåde:

Hovederne skæres af fiskene og indvoldene fjernes. fiskene bindes parvis hale mod

hale med snor, strips, nåle m.m. I en kasse lægges lagvis et lag salt, et lag fisk og

så fremdeles. Kassen stilles køligt i et døgns tid f.eks. en garage. De parvise dabs

hænges på tørresnoren.

Alt afhængig af vind og vejr, de optimale betingelser er sol og en god vestenvind,

skal dabs’ene hænge på tørresnoren en 5-6 dages tid, før de er klar til at spise.

Den salte vestenvind er alt afgørende for, at kunne tørre dabs. Det er end ikke

muligt, at tørre dabs, på den anden side af Ringkøbing fjord.

Dødsfald – »Blive sunget ud«

Kort tid efter at vi var flyttet ind døde Henning vor nabo. Han havde problem med hjertet, og da han skulle bærer en kurv med brænde op fra kælderen sagde hjertet stop.

Som det er tradition mange steder, så samles familie, venner og naboer med præstennår den afdøde bliver lagt i kisten. Der bliver sunget et par salmer og præsten holder en lille bøn.

Derefter følger alle med kisten til kapellet. Det er en meget værdig og stemningsfuld afsked med afdøde. Helt anderledes en de dødsfald jeg har oplevet i familien på Sjælland. Her skulle det helst foregå så ubemærket som muligt uden at naboerne opdagede noget. Fx bad mi svigermor om at min svigerfar blev flyttes om natten, så naboerne ikke opdagede han var død.

På dagen da vores nabo blev bisat, samledes naboerne for at tage til kirken og pynte den. Det er normalt, at naboerne pynter og betaler for pynten og lysene ved bisættelser/begravelser. Det er også naboerne der rydder op i kirken efter højtideligheden.

I det sogn vi tilhørte, er der også stor forskel på betingelserne for gravstederne på kirkegården i forhold til Helsingør kirkegård. For medlemmer af folkekirken er højtideligheden i kirken gratis, men urnegravstederne er også gratis og man kan beholde gravsteder gratis så længe man vedligeholder det.

Øko- køre

I Jylland er der mange køer, altså den på fire ben, ikke dem jeg mødte hver morgen når jeg skulle fra Helsingør til syd for København.

Vidste du, at det er køerne i Jylland der var årsag til at man byggede Storebæltsbroen? Der var nødvendigt med en bro, hvis man i København skulle have frisk mælk inden for 24 timer påstod Arla.

Det er for det meste sortbrogede køer, men også rigtig mange jersey køer, og efterhånden rigtig mange økologiske køer.

Det er en stor begivenhed hvert år, når der afholdes ”Økodag” i april. Det er den dag, hvor økokøerne kommer på græs efter at have lukket inde i staldene hele vinteren.

Det er en rigtig festdag som samler rigtig mange mennesker. Klokken 12 præcis lukkes køerne ud og det er fantastiske at se en ko på 500 kilo forsøge at slå kraftspring. De er helt kåde som et barn der er sluppet løs i en slikbutik. Efter ca. en halv time falder er ro over flokken der æder løs af det friske grønne græs.

En lille oplevelse skrevet af Tanja.

Sita og jyske dyr.

Vi skulle en dag ud og gå med vores hund, Sita. Nu må i ikke tro at det kun var denne dag at vores hund blev luftet. For det bliver den hverdag, men denne dag skete der noget anderledes, som jeg godt vil dele med.

Men får at i får noget ud af det må vi nogle dage tilbage først. Til den dag da jeg afløste min bror til badminton. Han plejede at spille med sin kæreste Susan hver onsdag. Men den onsdag var det altså Susan og jeg der tog af sted.

Der er ikke langt til hallen, og da vi var nåede halvvejs, fandt vi ud af at vi havde glemt fjerbolden, så vi måtte vende om.

Da vi nåede til vores nabos hus kom en hvid og grå kat ud fra buskene og begyndte at følge efter os. Da vi gik ned af vores indkørsel og den stadig fulgte efter os, mens den kom med små udbrud som ”Miav”.

Jeg må heller fortælle, at det ikke en hvilken som helst hund, men en Sibirien Husky. Hun jager alt hvad der er levende.

Så Susan og jeg prøvede ihærdigt at skræmme katten væk, men uden held. Da Susan åbnede døren smuttede Sita ud mellem bene på hende, hvilke var et syn i sig selv. Hun pilede hen efter katten, som imellem tiden havde søgt tilflugt i vores garage. Jeg smed bogstavelig talt hvad jeg havde i hænderne og pilede efter Sita som pilede efter katten. Jeg må indrømme at det så knapt så elegant ud.

Jeg kaldte – råbte med store bogstaver, da jeg forestillede mig den stakkels kat, blive flået af en Brian Nielsen med tænder og turbogier.

Men min hund lystrede så hurtigt, at katten slap med et større chok.

At dømme efter det udtryk Sita sendte mig, efter vi var kommet inde for i huset, var hun hvis også lidt chokket, ikke over katten, men at være i familie med sådan en tosse (mig), der råbte af fuld hals, fægtede med armene efter hende, for slet ikke at tale om de ansigt udtryk der kom til syne, i løbet af de få sekunder hele optrinet tog.

Jeg roste hende naturligvis, fordi hun havde lystret så flot. Hun logerede med halen og hendes glade ansigt sagde det hele ”var jeg ikke bare god?” , og det kan jeg jo kun give hende ret i.

Efter denne oplevelse tog vi så atter til batminton, denne gang med fjerbolde.

Nu skulle man jo tro at det endte her……….….Men det gør det ikke.

For da vi stod op om morgenen, var katten der igen.

Den sad uden foran vinduet ved hoveddøren. Der sad den og kikkede ind, kom med et mijauv en gang i mellem, mens den prøvede at banke på med den ene forpote.

Sita som stod inde på den anden side af vinduet, slog til vinduet i håb om, på en eller anden måde, at komme ud  til katten. Hun hylede og peb og var mildest talt elektrisk. (altså ikke rigtigt kun som talemåde ).

Efter noget tid listede katten op i vores juledekoration, som stod ved siden af døren. Der lå den så og sov, varmt og godt på mosset. Sita hop op på en af vores køkken stole så hun kunne se ned på katten, gennem vinduet.

Den lå der omkring en halv time, Sita havde heller ikke rokkede sig det mindste i denne tid.

Da den begyndte at liste rundt igen. Blev det for meget for vores mor, så hun gik ud og smed en spand vand efter den (den blev ikke ramt, men noget overraskede). Det hjalp og den forsvandt.

Men Sita var i de næste par dage helt oppe på kløerne, for tænk hvis den nu kom tilbage.

Så nåede vi langt om længe frem til den lille episode der startede det hele. Nemlig den dag vi var ude og gå med Sita.

Det var en frisk lørdag i januar. Vi drog af sted min far, Sita og jeg.

Det var bare lige ud af landevejen, på vejen ud nød vi det alle sammen det var det skønneste vejr, og udsigten var ikke til at klage over. Vi kom også forbi en gård hvor der løb, gik, stod nogle heste bag en indhegning. Det er just denne gård der vores lille historie udspillede sig. Det var på vejen hjem det skete.

Vi gik langs indhegningen, da en kat kom løbene hen over marken i lige linje mod os. Hesten som stod stille med munden fuld af græs. Holdt op med at tygge og i det katten løb forbi, så det nærmest ud som om hesten havde set en mus. Det ansigt udtrykt den kom med, så ud som om det var lige før den ville tage »benene på nakken« og flygte.

Vores hund havde ikke set noget, da vi skulle op af en lille bakke, før hun kunne se hvad der forgik. Katten forsatte hen over den lille mark og stoppede oppe på bakken ca. fem skridt fra os. Der blev den så siddende og så efter os.

Ud af de historier er jeg kommet frem til denne konklusion:

”Jyske dyr er venner – uanset race”,

Fx da to jyske katte kom os jo pænt i møde for at hilse på vores hund, som jo var ny her i kvarteret. Hun ved jo heller ikke noget om det venskab der er mellem de jyske dyr. Endnu.. men det var på vej. På en af vores hverdagens ture kommer vi forbi en lille mark, hvor der om sommeren går køer. I starten skulede de lidt til hinanden. Men nu er der kommet en slags forståelse mellem dem.

Når vi er ude og gå, og når til marken, stopper vi op, nogle af køerne begynder at gå op mod os. Sita står stille og venter med en lovrede hale. Når køerne er ca. 15 skridt fra os ( ca. 30 skridt for køerne da de jo har fire ben) stopper de op. Sita giver så et flot langt hyl fra sig, og så kan vi gå videre. Køerne plejer at blive stående, og se efter os. Hvorefter jeg formoder at de også går tilbage til deres græs eller, også venter de på den næste jyske ven der lægger turen forbi deres indhegning.

Og så er det jo ikke godt at vide hvad de snakker om.

Nu jeg snakker om køer, så må i lige have denne her med.

Det var ikke så lang tid efter at vi var flyttede her over. Min bror, Susan og Sita trængte til at komme lidt ud og få luft. De gik så ned i en lille skov ikke langt fra os. Det var en dejlig dag, og de nød den stilhed der var i skoven. De fulgte stierne rundt i skoven og kom ud på en af hovedstierne. Længer fremme lå en mark på den ene side.

Da de nåede næsten op hvor skoven sluttede, er der ligesom en plads, hvor flere stiger mødes.

Nå men de kom jo altså gående og nød deres omgivelser. De var næsten ude af skoven da de hørte en lyd, som en hest der kommer løbene, men de kunne ikke se nogle. I det de kommer ud af skoven og kikker op, ser de en ko komme løbene i mod dem, for fulde gardiner. Susan vendte om på hælen og løb, alt hvad rammer og tøj kunne holde til. Tilbage af den vej de var kommet fra.

Min bror stod med en nået chokkeret hund  (om det var koen eller Susan hun var chokeret over, melder historien ikke noget om).

Det var kun koen og min bror der havde set det hegn der var imellem dem.

Koen sagtnede farten og drejede af et godt stykke før hegnet, måske fordi den blv lige så forskrækket over Susan’s reaktion. Men jeg tvivler ikke på, at den har grinede af det, eller hvad køer nu gør).

Da Sita vendte sig om da faren var drevet over og Susan langsomt vendte tilbage af den sti hun var flygtede af, så de min bror »flad af grin«, og efter at de havde sundet sig nogle få minutter, kunne de også se det sjove i situationen. Og ved aften bordet blev det til endnu et billigt grin.

Efter nogle begivenhedsrige år, med ombygning at hus og uddannelser blev Susan og Brian i 2002 enige om, at de skulle videre og starte deres egen familie. Så de så sig om efter en hus de kunne købe. De ville gerne nærmere mod Viborg, da der formentlig ville være flere muligheder for at få arbejde der. På et tidspunkt dukkede et hus op i Roslev. De var enige om, at det var for langt væk fra gode jobmuligheder, men de kørte alligevel ud for at kikke på huset for at overbevise sig om, at det virkeligt var for langt ude på landet. De har nu boet der i 19 år.

Hvad har vi fået ud af at flytte til Jylland?

Vi har konstateret, at de fordomme vi ofte hørte virkelig eksisterer.

Alle der bor øst for Storebæltsbroen er »Kjøwenhavnere«. Sjælland er »Djævleøen«.

I Jylland bruger man ikke så mange ord. Fx er »Mormor, morfar, farmor og farfar« erstattet med »Bedste«.

Storm P. havde problemer med »ligge, lagde, lå«

  • I går aftes lå jeg mig på bænken.
  • Det hedder: I går aftes lagde jeg mig på bænken.
  • Nå, så lagde jeg mig på bænken, men så da jeg vågnede i morges, lagde jeg ved siden af bænken.
  • Det hedder: lå du ved siden af bænken.
  • Jamen, hvorfor hedder det lagde om aftenen og lå om morgenen?

I Jylland bruger man kun »lagde«

En lillebror hedder »Bettebror«